Autisme og ADHD

Hvordan kan vi skabe de bedste betingelser for mennesker med Autisme og ADHD?

I stedet for at se på de ting som kan være svære når man lever med Autisme og/eller en ADHD profil, så skal vi også se på de kvaliteter og styrker som følger med profilen. Vi skal blive bedre til at forstå og tage udgangspunkt i den særlige kognitive stil, så vi får de bedste betingelser for at kommunikere sammen. Alt for ofte oplever mennesker med Autisme og ADHD, at de bliver misforstået eller måske selv misforstår andre. Dette leder ofte til at mennesker med Autisme og ADHD trækker sig fra samværet med andre mennesker, fordi det simpelthen bliver for besværligt. Det er en myte at mennesker med Autisme og ADHD ikke er socialt rettet. De fleste mennesker er socialt rettet og har brug for nære og gode relationer – også mennesker med Autisme og ADHD.

Når man lever med en Autisme og/eller ADHD profil, lever man ofte med en anderledes sanseprofil. Det betyder i praksis at man enten over- eller underregistrerer de sanseindtryk man tager ind i løbet af en dag, og derfor ofte udtrættes hurtigere end andre. Derfor er miljøet også afgørende for om man trives og magter at indgå i helt almindelige hverdagsting, som at; spise sammen, deltage i familiesammenkomster, indgå i undervisning og være en del af en arbejdsplads.

Det er vigtigt at kende til sin egen sanseprofil og kognitive stil, og lige så vigtigt at miljøet forstår hvad det vil sige for den enkelte, for at skabe de bedste betingelser for et godt og værdigt liv.

Send en mail til Christina Sommer

Og så vil hun kontakte dig vedrørende nærmere forløb